Dåb

Dåb er en forudsætning for at være medlem af folkekirken og kan enten foretages som barnedåb eller som voksendåb.

Ønsker du at blive døbt eller at lade dit barn døbe i Egå Kirke, så skal du kontakte kirkekontoret. Du aftaler med kirkekontoret hvor og hvornår det ville passe både kirken og dig. 

I Egå Kirke kan man blive døbt til en almindelig søndagshøjmesse eller til dåbsgudstjeneste om lørdagen. Der er lørdagsdåb hver den første lørdag i lige måneder. 

Præsten, der skal foretage dåben, vil kontakte dig/jer i ugen op til dåben for at aftale en dåbssamtale. Her gennemgår præsten dåbsritualet sammen med dåbsforældrene og kan besvare de spørgsmål, der eventuelt måtte være i forbindelse med gudstjenesten, dåbsritualet og dåbens kristelige betydning. 

I tilfælde af sygdom kan man tilkalde præsten til dåb i hjemmet eller på sygehuset. Er barnet i akut livsfare kan en af de tilstedværende forrette en nøddåb, såfremt denne i øvrigt selv er døbt med den kristne dåb. 

Ved voksendåb kontakter man også sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn, hvor man ønsker at blive døbt. Forud for voksendåb går en oplæring i kristendom hos præsten.

Er man døbt én gang, kan man ikke blive døbt igen. Heller ikke hvis dåben er foregået i et kristent kirkesamfund uden for folkekirken.

Faddere
Ved barnedåb skal barnets navn samt navn og adresse på to til fem faddere afleveres til kirkekontoret, gerne pr. mail. Fadderne skal selv være døbt og påtager sig ved barnets dåb en moralsk forpligtelse i forbindelse med dåbsbarnets kristelige oplæring i det tilfælde, at der sker barnets forældre noget, før barnet bliver voksent. Ved dåben bærer forældrene eller en af fadderne barnet. Det kaldes populært for gudmor eller gudfar, men udtrykket findes ikke i officielle regler eller liturgi til dåb. 
Ved voksendåb taler man ikke om faddere, men om dåbsvidner. 
Fadderne har ingen juridisk ret eller pligt til at tage sig af det forældreløse barn og evt. adoptere.

Kirkekontoret

Lisbjergvej 15 A
8200 Aarhus N

Tlf: 51 81 13 44

egaa.sogn@km.dk

Mandag – fredag: kl. 09.00 – 13.00
(telefon åbner kl. 10.00)
Onsdag tillige kl. 16.00 – 18.00


Kirkegårdskontoret

Graveren træffes bedst mandag-fredag mellem kl. 11 og 12 på kirkegårdskontoret, på kirkegården eller efter aftale.

Tlf: 20 13 50 11

graver@egaakirke.dk 

Find prislisten og kort over kirkegården